Seks debatartikler foranlediget af Grosbøll-sagen. Altså den om præsten fra Tårbæk, som angiveligt satte spørgsmålstegn ved Guds eksistens. Han blev i juni genindsat. De seks forfattere og filosoffer er tilknyttet universitetsmiljøet, og de er kendte også uden for kirkelige kredse. Det er de store eksistensspørgsmål, som Grosbøll-sagen rejser: tro kontra viden, religion kontra videnskab, med de tilknyttede aktuelle emner som vidensbegrebet, religionens vækst, sekularisering, mediernes dagsordner, ændringen i synet på hvem og hvad Gud er og lignende sager før i tiden. De seks forfatteres syn og indfaldsvinkler er forskellige. Hans Hauge giver fx en kras fortolkning af Grosbølls bog, En sten i skoen, 2003. Flere andre af artiklerne fører sagen ud i samfundsdebatten generelt, fx til Nørretranders, Henrik Dahl og Krarup. David Favrholdt leverer et fyrværkeri af filosofiske indvendinger mod religion i et fingeret(?) interview. Artiklerne stammer fra en forelæsningsrække fra Folkeuniversitetet, så de er skrevet talesprogsagtigt. De er sprogligt letforståelige, men de underforstår dog et kendskab til kirkelige spørgsmål, filosoffer og personer. Målgruppen er kirkefolk, samfundsinteresserede, politikere og foreningsfolk.