Det er forfatternes håb, at denne bog ikke blot vil blive benyttet i undervisningen på seminarier og gymnasier, men at den også vil finde vej til en kreds af særligt interesserede i forholdet mellem kultur og politik. Under alle omstændigheder en smal målgruppe i folkebibliotekssammenhæng.
Forfatterne, der begge (bl.a.) er teologer, underviser på læreruddannelsen. Direkte udfordret af Anders Foghs kronik i "Politiken" kort efter Muhammed-krisen "Hold religionen indendørs" interviewer de to forfattere i løbet af 2010 8 medlemmer af folketinget om deres forhold til politik, religion og kultur. Bogen har et tydeligt præg af undervisningsbog. Den gør indledningsvis rede for baggrund og metode og afsluttes med en præsentation af spørgeskemaet. De enkelte udtalelser fra politikkerne analyseres, og de enkelte kapitler er udstyret med omfattende litteraturlister, men der er ikke noget noteapparat. Bogen præsenterer mange sunde overvejelser fra politikernes side, og de forskellige holdninger, der kan være til spørgsmålene, står klart frem, uden at der åbenbares de helt store overraskelser. Ud over fotos af de interviewede politikere er bogen uden illustrationer.
Denne adskiller sig fra andre om emnet fx Vingaard (red.) Religion og politik ved at tage udgangspunkt i folketingspolitikeres holdninger.
Interviewbog, hvor forfatterne lader 8 danske politikere besvare spørgsmål om deres forhold til religion. Bogen er henvendt til undervisningen på læreruddannelses- og gymnasieniveau.