Den amerikanske tegneserietegner Dan Foote har udgivet flere titler for børn, hvor han bruger Bibelens fortællinger på en utraditionel måde. De to af dem er tidligere oversat til dansk, Jeg kender Gud, 2005 og Gud er nær, 2006. Her kommer den tredje, der er en lovprisning af Guds skaberværk. Bagsideteksten angiver målgruppen til 4 - 7 år, og de fleste børn i den alder vil more sig over de sjove, farvestrålende akvareller med de mange detaljer. Teksten er inspireret af salme 148 i Salmernes Bog, og den korte tekst rammer rytmen og tonen i forlægget fint. Gud smiler, da han ser den verden han har skabt, og han bliver hyldet af hele sit univers fra de mindste insekter til bjerge, sol og måne. Ligsom illustrationerne indeholder teksten megen humor, og oversættelsen er tilpasset danske forhold, når den unge Prins Christian på kongens slot spiller elbas for sin mor. Bogens grundtone er munter og energisk, den giver associationer til et kæmpe gospelkor som fyldt af glæde lovsynger Herren. Men konceptet virker meget amerikansk, og her i landet vil en billedbog af denne type nok fungere bedst i hjem og skoler, hvor troen allerede er en dybt integreret del af hverdagen.