Moderne danske salmer, hvis tema passer med en serie træsnit af den tyske kunstner, Hans Ralfs. Vil især interessere lånere, der følger med i dansk salmelitteratur, ligesom kendere af grafisk kunst kan blive introduceret til Hans Ralfs.
Jørgen Michaelsen, født 1925, har i sit lange virke som præst arbejdet i Nordsjælland, Himmerland og på Djursland, men han har sideløbende forfattet mange nye salmer, hvoraf han er repræsenteret med fem titler i "Den danske salmebog". I den aktuelle bog præsenterer han 31 salmer, der bringes i en tysk oversættelse bagerst i bogen, og som tematisk passer til det samme antal grafiske arbejder af den tyske ekspressionistiske kunstner Hans Ralfs, der hermed præsenteres i Danmark. Hans Ralfs, 1883-1945, arbejdede som kunstner i Kiel og var ven med Ernst Barlach. I dag anses Ralfs for at være en af Slesvig-Holstens mest betydningsfulde malere i det 20. århundrede. Hans Ralfs' 31 træsnit i bogen viser episoder fra Johannesevangeliet.
Kunstneren Hans Ralfs er et spændende bekendtskab, og det er nemt at forstå, hvorfor Jørgen Michaelsen blev optaget af hans kunst på en udstilling i nordtyske Husum. Michaelsens salmer er prægnante og klare i udtrykket, og sammensætningen med Ralfs' træsnit fungerer rigtig godt.
En anden ny dansk udgivelse med moderne salmer er Lisbeth Smedegaard Andersens I tid og evighed, der er illustreret med Kirsten Kleins fotografier.