Books / fiction for children / roman

Guldfeber


Description


Det fattige og barske liv i guldgraverbyen Lusky Diggins i 1850'ernes Californien er ikke, hvad den 12-årige Lucy Whipple er vant til. Hvordan kommer hun hjem til bedsteforældrene i Massachusetts?

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 30. June 1999

By

By

Elisabeth Bennetsen

d. 30. June 1999

Hvis jeg får hovedpine, vil jeg fra nu af straks tage en pandekage på hovedet, for det gør heltinden i denne pudsige roman fra et guldgravermiljø i forrige århundrede. Og det er bare en af de små ting, som skaber stemning i en lidt speciel pigebog. Lucy Whipple er ca. 12 år og efter farens død, drager familien væk fra det trygge miljø i Massachusetts og ud til en lille støvet guldgraverby i Californien, hvor moren åbner et pensionat. I tankerne og i mange breve til bedsteforældrene pønser den modne Lucy på, hvordan hun kan vende tilbage til civilisationen derhjemme. Imens går livet sin gang omkring hende og i en djærv, humoristisk tone serveres ret dramatiske begivenheder som brorens død, et mord og en voldsom brand. Uden at erkende det, falder Lucy til og får venner blandt byens beboere. Da hun til slut får chancen for at vende hjem, indser hun at hjem er, hvor hun selv er, og hun bliver alene i den lille by. Det er en tænksom og velskrevet bog, som er lidt langsom i starten, indtil man falder ind i tonen. Den skildrer miljøet godt og troværdigt og man har sympati for Lucy og hendes lille familie. En bog for de få modne piger fra 13 år, som kan lide historiske bøger. Pæn, men intetsigende forside. I 1997 udkom Lille fugl.


The libraries' assessment

d. 30. June 1999

By

By

Lis Mikkelsen (skole)

d. 30. June 1999

Læseren rives med i denne fremagende bog om guldgravertiden i USA. Vi følger en lille families opbrud fra det civiliserede Massachusetts i 1849. Faderen er død, og moderen drives af udlængsel mod Californien. Synsvinklen er den ældste datters, der er 12 år, da historien begynder. Den temperamentsfulde og sjove pige er opkaldt efter forældrenes drømme og hedder California. Intet kunne passe hende dårligere, så hun kalder sig Lucy. Vi følger Lucys udvikling i de barskest tænkelige omgivelser. I starten overlever hun alene ved tanken om at vende tilbage til civilisationen og ved at genlæse de få bøger, hun har bragt med. Da vi 31/2 år senere slipper hende, er hun modnet og har valgt sin egen vej. Guldfeberen har forladt den californiske flække og med den de fleste guldgravere. De efterlader et skændet land, men heldigvis er der mennesker som Lucy, der forstår, hvad der skal til for at et samfund kan være værd at leve i. Bogen har et tiltalende ydre med en pige i en gylden ramme, og den skal nok blive revet væk af piger fra 5. kl. Den kan bruges som oplæsning i 5.-6. kl og i en emnekasse, hvis klassen beskæftiger sig med USA midt i 1800-tallet.



Information and editions