En roman for modne læsere, der ikke har noget imod en lidt skæv form. Omslaget får sagt det centrale om spændingsfeltet mellem arbejde, kærlighed, frihed og det fysiske hjerte.
Hansson er i hjemlandet Sverige mest kendt som poet. Dette er hans første oversættelse til dansk. Gunnar er 57 og invalidepensionist efter en hjertetransplantation. Han har nogle år før mistet konen og kan absolut ikke affinde sig med at gå hjemme: han vil tilbage på byggepladsen, men lægerne, a-kassen, fagforeningen og helbredet er imod. Han snakker mest med sit fireårige barnebarn, Oscar, og han har et godt øje til Oscars pædagog, Anna, men hvad skal han gøre. Det er en underfundig roman om især identitet og selvhad med en slutning, der får læseren lidt på glatis.
Bogen Gunnar er svær at sætte i bås: en slags postmoderne socialrealisme, som der ikke skrives meget af.
En interessant og særegen roman om selvværd og identitet og hvor lidt der skal til, for at flytte på begge.