Historien om et barns ustyrlige, stadigt grænseoverskridende fantasi er både ganske sjov og lærerig. For de børn inden skolealderen der får billedbogen læst højt kan den opleves som en muntert solidarisk skildring af muligheder af at have en egen spændende verden, som voksne ikke har direkte adgang til. Den korte tekst er sat i små, varierede tekstklumper imellem illustrationerne. Den er fortalt i et moderne, lidt poppet og slangagtigt sprog, der fortrinsvis henviser til de livlige billeder. De er enkelt opbygget i en karikerende, løst skitserede tegnestil med forenklede figurer og personer. Der er stor variation fra opslag til opslag fra helt enkle, næsten blot antydende billeder til sprælske myldrebilleder med overvældende mange detaljer. En våd farvelægning i stærke farver og med omgivelserne som store plamager på den dominerende hvide baggrund understreger det hurtige og letopfattelige i den fornøjelige historie om ønske- og enebarnet Gustav, der bliver så helt vildt optaget af alle de emner, forældrene synes han skal interessere sig for, at de får mod på at få endnu et barn. Hvad de ikke ved men som læseren ser på det afsluttende billede er at Gustav forestiller sig alle de vilde lege, der nu vil blive mulige.