Nærværende 3. bind er 2. udg. af Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, skrevet af den engelske historiker Peter Sawyer. Bindet dækker år 700-1050 og udkom oprindelig i 1988, dengang som afløser for Politikens tidligere, i 60'erne udgivne, legendariske Danmarkshistorie. Her er en ny ajourført udgave med nyere forskningsresultater bl.a. hentet indenfor arkæologien. Ellers en solid og grundig gennemgang af en omskiftelig periode i de danskes historie. En tid hvor kongeriget sluttelig med Knud den Store på tronen konsoliderede en alfavnende statsmagt, der nu snart har holdt i 1000 år, ovenpå såvel mindre kongedømmer samt vikingetidens leding, erobringer af land og gods i England og Frankrig. Den politiske historie får sit, men denne fremstillings historiesyn levner heldigvis også plads for handel, agerbrug, skibsfart, mønter, bydannelse, religion, samfundsstruktur m.v. Kort sagt afspejler bogen til stadighed en alsidig udvikling som fandt sted indenfor det korte spand af tid som fremstilingens ydre rammer afstikker. Når dertil føjes at teksten i øvrigt ledsages af instruktive kort, diagrammer, fotos samt registre og opdaterede litt.henv. m.v., så tegner der sig her et billede af en kvalitativ udgivelse hvis nytteværdi bibliotekerne er ganske godt bekendt med.