Forfatterne til denne nye løbebog er begge fysioterapeuter tilknyttet løbeklubben Sparta, og i den forbindelse møder de mange med løbeskader. Løbeskader, der kunne have været undgået, hvis løberen - og det gælder både motionisten og eliteløberen - havde haft et grundlæggende kendskab til træningsprincipper og de signaler, kroppen udsender. Derfor denne bog, som dog handler om meget mere end skader. Forf. kommer ind på hvad der sker i kroppen under løb, på træningsprincipper og -programmer, valg af udstyr, kost og væske og så selvfølgelig løbeskader, forebyggelse og genoptræning. Bogen er skrevet så den kan bruges af både nybegyndere og de mere erfarne. Bogen kan selvfølgelig læses i sin helhed, men jeg tror den især vil være nyttig som opslagsbog, især nogle af de mere tekniske afsnit kræver nogen erfaring med løb. Der er efterhånden mange bøger om løb på markedet, af de nyere er det nærliggende at sammenligne Gyldendals løbebog med Politikens løbebog, 2002. De to bøgers formål er det samme, de dækker stort set også det samme, men afsnittet om løbeskaderne er beskrevet meget mere grundigt i Gyldendals løbebog. Politikens løbebog er lettere tilgængelig, men jeg er ikke i tvivl om, at der er brug for begge bøger, de supplerer hinanden fint.