4 letlæselige uhyggelige historier til selvlæs fra 9 år/ 3. klasse - lix 13.
Omslaget er hårdt indbundet og flot. Det inviterer til uhygge og viser en frygtindgydende varulv, der sidder med en fladklemt rotte i hånden. Titlen henviser til fortællerens placering ved et lejrbål. Hun taler direkte til læseren flere gange - først i bogens forord, hvor læseren bliver forberedt på, hvad der kommer - og siden dukker hun op mellem de små historier, for at forsikre sig om, at læseren stadig er med - et godt fortælleteknisk greb. Der er ikke sparet på adjektiverne i de 4 historier. Teksten er læsevenligt sat med stor typografi og megen luft mellem linjerne. Illustrationerne er stregtegninger udført af Rasmus Jensen. Historierne handler om den gamle ensomme dame, der en regnfuld aften mister sin kat, da en fremmed trænger ind i hendes hus. Anton møder en varulv, da han skyder genvej gennem parken, en sen aften. Jeppe er bange for lillesøsterens enøjede dukke. Da han ikke kan sove, ser han, at dukken blinker og er på vej mod ham med sine blodige fingre. Spejderlejren er placeret på en nedlagt kirkegård. Spejderne hygger sig om bålet. Men når nogen skal tisse, kommer de ikke tilbage. Nina Sahl er forfatter til flere fagbøger for børn.
Det gemmer sig i mørket og andre gys af Kenneth Bøgh Andersen har samme målgruppe.
Bogens tekster egner sig til læsetræning. De er korte og kan anbefales til børn, der ønsker små overkommelige historier. Fra 9 år.