Mange tusind danske børn og unge er stærkt præget af at vokse op i hjem, hvor den ene eller begge forældre er alkoholikere. Den ensomhed, lavt selvværd, angst, skyld og skam disse børn og unge gennemlever er nogle af de væsentlige temaer bogen sætter fokus på. En voksen kvinde fortæller om sin barndom med en alkoholiseret mor, og I en fiktiv tekst fortæller 18-årige Henriette om sine oplevelser i et skilsmissehjem, hvor moderen var alkoholmisbruger. Forfatteren binder Henriettes reaktioner, oplevelser, tanker og følelser sammen til en faglig tekst, hvor der gives en god introduktion til alkoholproblematikken set med børns og unges øjne. Bogen giver en bred forståelse af deres specielle opvækstvilkår, og den giver råd og vejledning om mange hjælpemuligheder. Det er en opløftende bog om et tabubelagt emne og i modsætning til andre fagbøger om børn og alkoholikere, henvender den sig direkte til de berørte unge. Kan også læses som en introduktion til emnet af nært pårørende eller andre fagligt interesserede. Bogen er velegnet i opgavesammenhæng og lægger via tegninger, spørgsmål op til debat og refleksion.