Praktisk guide til ledere, mellemledere og spirende mellemledere med værktøjer til at indtage en moderne rolle som mellemleder og være det "kit", som binder en organisation sammen.
Forfatterne forklarer, hvorfor mellemlederens rolle langt fra hører fortidens bureaukrati til. En mellemleders rolle er i dag helt central som den person, der samler "krav og muligheder fra alle sider" og som påvirker i "alle retninger, internt og eksternt". I bogen gennemgås 21 såkaldte "arenaer", hvor mellemledelse kommer i spil. Hver arena har et "ledelsestema", som defineres og analyseres. Der er forslag til konkrete værktøjer, og der indrages cases til inspiration for mellemlederen. Kapiteloverskrifter er fx: "Et stærkt og personligt lederskab", "Den svære rejse fra specialist til mellemleder", "Ledelsessprogets mange ansigter", "Samfundsansvarlig bæredygtig ledelse" og "Mellemlederen og fremtidens arbejdsmarked". Om bogens motiv skriver forfatterne bl.a.: "Bogen tilstræber at være en ledestjerne for fremtidens mellemledere, så de kan være de strategiske nøglespillere på det organisatoriske mellemgulv". Samme forfatter-duo har fx også skrevet Dilemmaledelse i praksis.
Velskrevet og dejlig praktisk orienteret guide, som præsenterer og placerer den moderne mellemleder helt centralt på fremtidens arbejdsmarked.
En anden bog om emnet er fx Mellemlederens dilemmaer.