Denne særdeles iøjnefaldende bog omhandler skabelsesmyter, myter om verdens undergang, guder, gudinder, helte, mytiske uhyrer og meget mere fra alle verdensdele. Efter de indledende afsnit er bogen geografisk opdelt, og hvert opslag, der indeholder en mængde småafsnit, omhandler et bestemt emne, lige fra keltisk mytologi til egypternes underverden. Bogen er forsynet med et udførligt stikordsregister samt adskillige henvisninger på hvert opslag. Flot og indbydende præsenteres mange af bogens emner på små farvefotos på det hvide omslag. Bogen er rigt illustreret med farvefotos og gengivelser af statuer, malerier, relieffer o.l., der alle står klart på bogens hvide baggrund. Dette er ikke primært en bog, man vil læse fra ende til anden, men en opslags- og forundringsbog. Teksten er factsfyldt, men på grund af emnets omfang er der grænser for, hvor dybtgående den er. Bogens største force, ud over at fremstå så umiddelbart tiltalende, er, at den ved at spænde så bredt berører mange specielle emner, som vi ikke har så meget om. Til unge og voksne, fra ca. 14 år.