Habemus papam

Satiren om en valgt pave, der ikke vil være pave, har almene budskaber om at vælge fra, hvis man ikke føler at man slår til. Fra 15 år.

"Habemus papam!" - "Vi har en pave!", melder man ud fra Det Sixtinske Kapel i Vatikanet i Rom, da kardinalerne efter flere afstemninger sender den hvide røg op som tegn på, at man har fundet en afløser for den afdøde pave. Det er blevet den milde, neutrale Melville, der efterfølgende skal træde ud på balkonen til katolikkernes hyldest. Problemet er nu, at Melville ikke føler, at han magter opgaven og springer fra. Trods psykologhjælp træder han ikke frem, holder folket og medieverdenen hen og stikker af på en bytur i et forsøg på at finde sig selv.

Skønt overhoved for over en milliard katolikker optræder paven kun sjældent som person i en film som andet end en biperson, og aldrig før har man set ham som hovedperson og med hans synsvinkel. Instruktøren Nanni Moretti, kendt fra Kære dagbog, 1993 og Sønnens værelse, 2001 kaster sig modigt ud i et satirisk drama, der menneskeliggør den ophøjede pave.

Den 86-årige Michel Piccoli, især kendt fra Buñuels klassikere, spiller paven og er filmens store attraktiv. Han viser Melvilles situation som ulykkelig og hans frygt for det store ansvar som menneskelig. Filmen tegner et satirisk billede af mediestormen omkring pavens fravær og den katolske kirkes absurditet på en mild måde, og selv om dens satire til dels er indforstået for et italiensk publikum, så har den en godmodig lune med appel til alle.

Read the full assessment