10 hækleopskrifter på tøj til kvinder i str xs til 2xl, designet af Sidsel Sangild. Til hæklefolket.
Bogen starter ud med et forord, hvor forfatteren slår et slag for hæklet tøj og fortæller om hvor man kan finde hjælp, hvis man går i stå med et projekt. Derefter følger opskrifterne. Man finder opskrifter på sweatre, en kjole, en cape og en nederdel blandt andet. Efter opskrifterne følger et afsnit med teknikker, tips og tricks. Her fortælles der om det at hækle ovenfra og ned, og hvordan man behandler det færdige hækletøj inden ibrugtagning. Der fortælles også om hvordan man finder sin størrelse og hvad man gør hvis man vil bruge en anden slags garn, end den anførte i opskrifterne.
Fin hæklebog med anvendelige opskrifter. Billederne er flotte og præsenterer modellerne godt. Bogen henvender sig primært til den erfarne hækler.
En anden bog, hvor der også er hæklet tøj til kvinder er Lun, der dog også indeholder opskrifter til baby og på accessories.