Smuk og væsentlig roman, fortrinsvis for studerende, undervisere og forskere på litteraturfag.
Max Blecher (1909-1938) er først i de seneste år blevet anerkendt som et af rumænsk litteraturs væsentlige forfatterskaber. Samtidens fascisme betragtede hans kunst som "entartet", og Ceausescu-regimet kaldte ham en dekadent og syg jøde. Denne roman er regnet som hans hovedværk og følger jeg-fortælleren i hans tilbageblik på barndom og ungdom. I en realistisk ramme beskrives livet i dets absurditet og meningsløshed via drømme, hallucinationer, oplevelser af gryende seksualitet koblet sammen med sygdom og død. Det er en smuk, intens lille roman, skrevet i et sprog, som både er enkelt, melodiøst og tilpas billedrigt, hvor fx spejle, mudder og regn siger mere end lange forklaringer. Karsten Sand Iversen har skrevet et udmærket efterord om forfatter og forfatterskab. Layoutet er æstetisk flot og signalerer smal litteratur. Blecher er ikke tidligere oversat til dansk, og forlaget fortjener stor ros for at gøre ham tilgængelig for os. Både på grund af romanens kvaliteter, og fordi vi kender så lidt til rumænsk litteratur på vore breddegrader.
Jeg synes godt, man kan se Blecher som en del af den rumænske avantgarde, herfra kender vi bedst Ionesco, men eksperter ser ham mere som en del af en transnational jødisk litteratur og sammenligner ham blandt andet med Kafka.
Smuk roman fra et smalt men væsentligt rumænsk forfatterskab, som vi her for første gang får adgang til på dansk.