Gælle er 10, går i 4. klasse, og har fået sit kælenavn, fordi han er så god til at svømme. Hans mor er hajforsker, og hendes arbejde er grunden til, at hele familien nu befinder sig på et skib ved Australiens kyster. En skildring af en hyggelig dansk kernefamilie i bedste Krumme-stil, med en elskovssyg og verdensfjern storebror, en superkvik lillesøster, en lidt fjumset far, en stærk mor, en tåbelig onkel osv. De ofte ret forudsigelige skildringer af familiens pudsigheder blandes med en del solide facts om hajer og giftige edderkopper samt emails til Gælles klassekammerater og en god portion blod og elementær spænding. Det blågrønne omslags hajer er iøjnefaldende og signalerer gys og uhygge. Teksten er mundret og nutidig, og selv om her ikke er tale om noget litterært mesterværk eller den helt store troværdighed og dybde i bogens personer, har de to forfattere her lavet et fermt og flydende stykke underholdning, der henvender sig til både drenge og piger. Bogen, der meget vel kan være tænkt som første bind i en serie, er lige velegnet til op- og selvlæsning for de 10-12-årige.