Nova Tanayan, tidligere ansat i Tidsrejsetjenesten, får problemer med den tyske besættelsesmagt i Danmark i 1941. Hun beslutter at rejse tilbage til Østrig i 1897 og fjerne Hitler som barn; men helt så let er det naturligvis ikke at ændre på historiens gang. Sindrigt konstrueret science fiction-tegneserie, mest for voksne.
I 2004 udsendte Niels Søndergaard tidsrejsefortællingen Krononautens påske, tegnet af Jens Thegler. "Han, hun og Adolf" er en fritstående fortsættelse af denne historie, med en ny tegner og i et lidt andet regi end den tidligere fortælling.
Hvor Jens Thegler formidlede den tidligere tidsrejsehistorie i en grov, ekspressiv streg, er den nye fortælling udført i en langt mere klassisk, semirealistisk tegnestil, men med den samme underspillede humor bag den kringlede intrige.. Det er Vigans første tegneserieudspil, og resultatet må siges at være imponerende flot. Vigans sort-hvide billedside formidler begivenhederne særdeles anskueligt på en måde, som mange mere garvede serietegnere vil misunde ham. Niels Søndergaards intrige kræver som de fleste tidsrejsefortællinger koncentration af læseren, men historien er solidt konstrueret og er tilmed krydret med en fin sort humor.
Søndergaards science fiction-tegneserie, "Dimensionsdetektiven", med tegninger af Ole Comoll Christensen ligger tæt på det foreliggende album i tema og stemning. Også Lars Jakobsens "Mortensens mondæne meritter" er et eksempel på en original tidsrejsesaga i tegneserieregi.