Dvd-rom. Actionspil i serien om Harry Potter. Der er et basalt skydespil, hvis største udfordring er tålmodighed. Målgruppen er inkarnerede fans af Potter-universet fra ca. 12 år. Spil og manual er engelsk, PEGI-mærkning er 12 med korrekt ikon for vold.
Også spilmæssigt har vi nu nået enden på sagaen om Harry Potter. Filmen er ret episodisk i forhold til bogen men spillet endnu mere afkortet, så man er nødt til at kende historien i forvejen for at få sammenhæng i fortællingen. Opgaven er at finde og ødelægge de sidste horcruxer og tage det endelige opgør med Voldemort. Reelt består banerne dog kun af kampe mod horder af dødsgardister og andet kryb, idet horcruxerne er henlagt til cutscenerne. Der anvendes naturligvis tryllestav og diverse besværgelser til de ret ensformige kampe, men det kunne faktisk ligeså godt have været forskellige skydevåben. Personerne er let genkendelige fra filmen og bevæger sig lidt stift rundt i de grafisk flotte rammer. Lyden er dramatisk med forventede effekter. Installationskoden er trykt på manualen.
Spillet er helt mage til første del, som udkom i 2010. Ser man bort fra tryllestaven minder gameplay om "Gears of war", mens et bedre Harry Potter-spil er Lego Harry Potter - years 1-4, der dog kun omhandler første del af serien.
Som computerspil er dette ikke vellykket da det mangler både fortælling, dybde og variation. Kampene er endnu mere langtrukne og ensformige end i filmen, men spillet forlænger naturligvis Harry Potter-universets levetid, hvilket formentlig er nok til at generere en efterspørgsel.