Førsteudgaven med titlen Hawkings univers (1988) var blandt de første i den lange række af populærvidenskabelige bøger om kosmologi, hvor fremtrædende videnskabsmænd forsøger at skildre universet som ét samlet fysisk system. Den nye udgave har fået et kraftigt layoutmæssigt løft med 2-spaltet sats og fantasifulde farvelagte illustrationer på hver side. Der er endvidere tilføjet to nye afsnit. Det ene om satellitten COBE's de epokegørende målinger i 1992 af variationer i den kosmiske baggrundsstråling, det andet om de teoretiske fremskridt, der er sket siden 1988 i retning af at opfylde forskernes ultimative ambition: at kombinere de delteorier vi kender i dag til en komplet forenet teori, som beskriver alt i universet. Det er således komplicerede problemstillinger læseren præsenteres for, men Hawkings formår at anskueliggøre de teoretiske overvejelser om vores univers tilblivelse på en sådan måde, at læseren i det mindste får en fornemmelse af hvad det drejer sig om. Hawkings har en slags kult-status både blandt de moderne fysikere og blandt læserne, og jeg tror også der vil være stor interesse for denne ajourførte udgave af hans best-seller fra 80'erne.