En selvstændig fortsættelse af Ræv og Hare, 1999. Den tager tråden op, hvor den første slap, derfor vil det måske være rart at have persongalleriet præsent. Her er samtidig en lejlighed til at give de 5-8årige hele to gode læseoplevelser. Handlingen i disse charmerende oplæsningsbøger, der tager de bedste traditioner fra de klassiske engelske dyrefortællinger op, udspilles i et trygt dyreunivers, som tilhørerne hurtigt vil leve sig ind i. Der fortælles med megen lune, til fornøjelse også for den voksne oplæser, om tidstypiske fænomener som slankekure og rugemødre. Bogen rummer en rørende kærlighedshistorie mellem de to outsidere, hanen Pip, der ikke kan gale og hønen Gok, der er blevet hønsegårdens "hakkekylling" pga. sine pletter. Deres afkom, den selvbevidste hanekylling Jaj, bliver stridens genstand i en kamp om forældreretten mellem Ugle, der har ruget ham ud og det biologiske ophav. Den snusfornuftige, praktiske Hare løser konflikten på salomonisk vis, hvorefter Jaj selv vælger sin far, nemlig Ræv. Bogen er illustreret med en perlerække af fine lette akvareller, hvoraf mange næsten vignetagtigt er anbragt i teksten, hvilket i samspil med en varieret typografi giver et meget levende tekstbillede.