Nu er vi allerede fremme ved bind 2 i Sagaen om Isfolket. Den let naivistiske, men spændende og farverige beretning om folket fra den afsondrede dal i Trøndelag. Isfolket bliver forrådt på allerværste vis, og Silje, Tengel og børnene må flygte over fjeldet for at redde livet. Silje opsøger deres lille drengs biologiske mor, en ung baronesse, og alt vender sig til lykke. Hele familien slår sig ned på en smuk herregård sammen med baronessen og hendes mor, Tengel bliver forvalter og hele egnens lægekyndige. Alle valfarter til ham for at blive helet af hans mirakuløse hænder. Et andet af deres "hittebørn", pigen Sol, er af Tengels mystiske slægt. Hun har helt andre kræfter end Tengel; kræfter der skal tøjles og vendes til noget godt. Tro på djævelens magt og på eksistensen af hekse er udbredt, og det er lige ved at snæversynet får bugt med Tengel og Sol i form af en heksejæger. Alt løses dog på de allersidste sider. Dette er faktisk en udefinerlig genre, nærmest "tidløs trivi". Figurerne fungerer godt i sammenhængen, de lever i kraft af gode dialoger og et velkonstrueret dramatisk drive i handlingen. Der er ikke egentlig løse ender, måske detaljer der ikke udnyttes, men det hele hænger sammen.