Enkel glad billedbog for børn i alderen 2 1/2-3 år, som er god til en snak om at komme til at slå andre, og hvordan man kan blive gode venner igen.
Historien er skrevet og illustreret af Kathleen Amant, som især er kendt for serien på 12 titler om lille Anna. Heksen Mimi er en lille pige, som kan flyve men ikke lave magi, og vi kender hende allerede fra 3 andre billedbøger. Den seneste Heksen Mimi er (ikke) bange, 2009 er ligesom denne mere traditionel, og Mimi bruger slet ikke sin kost, som i de to første titler om Mimi. Mimi er hjemme og Bjørn kommer på besøg for at lege. Da Mimi vil prøve sine nye boksehandsker, kommer hun til at slå for hårdt til Bjørn. Teksten virker en smule usammenhængende og påklistret, men illustrationernes tydelige og klare streg bærer historien igennem. Illustrationerne er enkle og lette at overskue, de er udført i gouache i klare farver med sort kontur, som vi kender det fra hendes tidligere bøger. Pointen er forudsigelig men helt klart i børnehøjde.
Bøgerne ligner i udstyr og layout de tre andre titler om Mimi. Om børns leg og venskab findes der mange også mere nuancerede billedbøger, men ikke nogle om at komme til at slå ved en fejltagelse, og blive gode venner igen.
Lille sød historie der kan bruges som udgangspunkt for en snak om at komme til at slå for hårdt ved en fejltagelse, og kan for de små give endnu en vinkel af heksen Mimi, som har gode identifikationsmuligheder for de 2-3-årige.