En jødisk kirurg tvinges til at assistere en diabolsk SS-læge med at udføre grufulde operationer på kz-fanger. I kz-lejrens laboratorium oplever kirurgen, at hans tidligere, hemmelige forskning bruges i forsøget på at gøre mennesket udødeligt. For læsere af videnskabelige og metafysiske romaner.
Den anerkendte kirurg Samuel Schumann og hans søn bringes til en kz-lejr. Sønnen forsvinder, og Schumann skal assistere sin tidligere elev, nu SS-læge, i horrible forsøg på andre fanger. I sin tidligere forskning havde Schumann til sin rædsel opdaget et særegent stof, der syntes at trodse både naturlovene og guds skaberkraft. SS-lægen har i racerenhedens navn genoptaget Schumanns forskning. Schumann ser pludselig en mulighed for at genskabe sin familie: i et delirium af kærlighed, håb og vanvid begynder han i det skjulte selv at eksperimentere på den kvindelige fange Mira.
Gennemtænkt og velresearchet roman, der i den mest uhyggelige ramme, laboratorierne i de nazistiske dødslejre, undersøger grænserne mellem videnskab og tro, kærlighed og ondskab, offervilje og grådighed. Skildringen af arketypernes forhold fx lærer-elev, far-søn, er på sin egen blodige og klaustrofobiske måde gruopvækkende læsning, men under fortællingens sorte skorstensrøg, gløder en universel næstekærlighed, der gør læseoplevelsen fantastisk og gribende.
Bogen kan læses som en brutal variation af Stefan Zweigs "Skaknovelle" i fx Skaknovelle og andre fortællinger.