Books / fiction / humor

Henholdende tilforsigt


Description


Kortprosa og digte, leveret i en tankestrøm af sprogligt overskud og hittepåsomhed. Genrer og former blandes i refleksioner over livets store og små absurditeter.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 27. Oct. 2017

By

By

Peter Holm Rasmussen

d. 27. Oct. 2017

Essayistiske, aforistiske prosatekster og digte, leveret i en tankestrøm af sprudlende sprogligt overskud og hittepåsomhed. Til læsere af eksperimenterende litteratur.

En slags stream of consciousness tekster - Leopold og Molly Bloom nævnes sågar i forbifarten - sat alfabetisk op, så hvert kapitel, der skifter i længde fra få linjer til flere sider, begynder med en overskrift, hvor første ord begynder med bogstavet D, så E, så F og således fremad. Kun bogstaverne ABCQZØ undlades i den første del af bogens 3 dele. Del 1 er prosatekster, del 2 består af 23 digte (også sat alfabetisk op) der gentager nogle af temaerne fra prosateksterne og del 3 er en slags leksikale opslag, også alfabetisk sat op.

I rablende ekspressive tankestrømme, hvor mange forskellige Jeg'er og Du'er er på spil, dissekeres sproglige flosker med humor og vid. En egentlig handling er der ikke, det virker som en lang samtale Viggo Madsen har med sig selv. Visse temaer/tanker genoptages i teksterne - alder, religion, drømme, barndomsminder og eksistentielle spørgsmål, behandles essayistisk og aforistisk, fyldt med VMs selvopfundne sproglige konstruktioner eller med "Sætninger i løs vægt" som en af overskrifterne hedder. Det er overrumplende, men også udmattende læsning at følge VMs excentriske fandenivoldskhed.

VM har sin egen tone og er svær at sammenligne med andre, men læsere af fx Per Højholt, Peter Adolphsen og F. P. Jac vil være i godt selskab.