Romanen kan læses som et supplement til fagbøger om sorg og krise. Romanen tilhører den voksende gruppe af skønlitteratur, der tager afsæt i et personligt anliggende, og også det kan skabe interesse for en bredere målgruppe.
En far er død i sit sommerhus, dræbt af sin mandlige kæreste. Tilbage står to voksne børn og deres mor. Den dramatiske begivenhed udløser en voldsom krise hos jegfortælleren, og hun ved ikke, om det bliver døden eller livet, der sejrer. Vrede, hævn, skyld og afmagt, alle negative følelser er på spil, og mørket er tæt på at tage hende. Hun genkalder sig en række fine barndomsminder, hvor faderen, der var forfatter, var hel central og her oplevede hun også hans biseksualitet på nært hold. Langsomt gennem sorgprocessen, rengøring af huset, oplevelser med egne børn, mødet med en anden kvinde vender livet og stoltheden, som hun kalder det, tilbage. Abelone Koppel f. 1963 er datter af Chr. Kampmann og Therese Koppel.
Sorgprocessen ses også i L. Øhrstrøm: Efter rosinen, 2010, og i Tafdrups digte: Tarkovskijs heste,2006.
Debutromanen er springende i tid og sted, bedst er den, når hun er tilbage i barndommen og genkalder sig de nære oplevelser med den elskede far. Der er gode scener, der beskriver den kaotiske sorg og sorgprocessen, men helt vellykket er romanen som helhed ikke, for på trods af en stram stil undgår hun ikke det patetiske. Bibliotekerne vil opleve efterspørgsel pga. sorgtemaet, og fordi mange kan huske Kampmann og hans tragiske død.