Bog om og fra det kontroversielle radioshow "Den Korte Radioavis" på det nu lukkede Radio24syv. For interesserede i kultprogrammets satire på tryk.
Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, alias Frederik Cilius, fra "Den Korte Radioavis" på Radio24syv, står bag bogen her. Den diskuterer satiren som genre og ikke mindst, hvor grænsen går for satire. Grevinde, gudinde og heltinde samt seniorkorrespondent og prisvindende satiriker KBSKH bringer læseren på en rejse gennem "satirens mystiske og farefulde landskab", som "hun" selv formulerer det. På tryk er det i form af et kapitelopdelt satireessay, der diskuterer tilgrænsende genrer som humor og ironi og stand-up, som KBSKH i øvrigt tager afstand fra!.
"Satiren er et spejl for samfundet, satiren er demokratiets salt og hofnarren, der giver et rids i magthavernes maske", formulerer KBSKH det. Og det er ganske præcist - også for denne velformulerede og reflekterede bog. Bogen er som de længere polemiske forløb, der kendetegnede radioprogrammet. Den er i sig selv super aktuel, fordi begrebet "krænkelseskultur" er blevet en meget kontroversiel sag, der gør det meget mere "farligt" og grænsesøgende og svært at lave satire end humor. Bogen er tankevækkende og, undskyld KBSKH, underholdende på et intellektuelt niveau, der også formår at skabe satire over sin egen satire.
Udover bøger om tegninger kender jeg ikke til noget nyere tilsvarende om satire.