Endnu en fotobilledbog fra det økologiske landbrug "Vidtskue" ved Århus. Denne gang er emnet heste eller mere præcist, hvordan det gik til, da der blev afviklet et lille elevstævne. En bog til billedkik og oplæsning fra godt fem år, men bestemt også selvlæsning fra 9.
Når man lige har set tv fra et stort tysk springstævne, hvor topryttere ikke kunne overkomme at klappe deres hest efter en endt runde med fejl, er det rigtigt dejligt at se de fine farvefotos fra et hyggeligt, hjemmelavet stævne med kaffedrikkende forældre og små stolte ryttere, der rider det, de hver især kan, hvad enten det er en kvadrille, voltigering med kraftig støtte eller horsemanshipsøvelser. For her fornemmer man klart kammeratskabet mellem børnene og omsorgen over for de lådne ismuler og ponyer. Både den korte tekst og de mange billeder i forskellig størrelse udstråler glæden ved både at ride og især at være sammen med dyr, og så betyder det ikke så meget om den ene rytter er i topchekket stævnetøj og den anden bare i vest. Vi har været på besøg på "Vidtskue" i to andre billedbøger. En af dem hed Selma på bondegårdstur, 2009.
Bortset fra, at teksten her er kortere, minder bogen i udseende om Karoline går til ridning (01/32) og de gamle fotobøger af Elisabeth Feurst.
Læseren skal naturligvis helst have lidt interesse i emnet i forvejen, men under alle omstændigheder er det en sød historie med dejlige og hyggelige fotos.