Med dette første bind i en triologi introduceres Jan Jacob Tønseth på dansk. I 1953 sidder den desillusionerede, lidt nørdede Hilmar Iversen, og ser tilbage på sit liv, barndommen i det nordlige Norge, ungdommen i Oslo, og ikke mindst den spanske borgerkrig, hvor han deltog i den internationale brigade. Skildringen fra borgerkrigen, det absurde, det vanvittige i krigen, de meningsløse tab, de mistede illusioner, nederlaget fortælles med en intensitet og nærvær, så man nærmest kan lugte de døde mennesker og dyr, svineriet og varmen og kulden. Hilmar Iversen er en tænksom mand, som ikke uden ironi og sort humor ser tilbage på sine tabte idealer, mens han lever et regelmæssigt og kedeligt liv som arkivar for det norske kommunistparti, et parti som er i evig splid med sig selv, hvor folk udrenses og udnævnes til trotskister, og meget værre kan det ikke blive. Hilmar holder sig for sig selv, observerer og beskriver, med spring frem og tilbage i tiden, om sine oplevelser. Tønseth fortæller, med Hilmar som talerør, i et enkelt og stærkt sprog om den omskiftelige og forvirrende tid, så forventningerne til de næste to bind om Hilmar er store.