For alle Zafóns fans og andre, der kan lide en god historie, et godt gys, en krimiintrige tilsat en solid del lokal- og tidskolorit. Zafóns ordrige, spanske stil og indviklede intrige med flere tidsplaner og litterære henvisninger kræver noget af læseren.
I denne 3. bog er vi i 1950'erne. Daniel er gift med Bea og har fået en søn. Hans fars antikvariat går dårligt i et fattigt og lidt dystert Barcelona, præget af Franco-regimet. En dag kommer en mærkelig mand ind i boghandelen og køber en fin udgave af "Greven af Monte Cristo", som han dedikerer til Fermin. Under oprulningen af Fermins historie føres vi tilbage til borgerkrigen, Francos magtovertagelse, 2. verdenskrig og det dystre Montjuic fængsel, som kun få overlevede. En grusom historie afsløres med spring frem og tilbage i tiden. Den er ind imellem lige på grænsen til at virke for konstrueret, men man tilgiver alligevel forfatteren og sluger bogen. Dette er Zafons 3. bog af i alt 4 fra Barcelona i serien om de glemte bøgers kirkegård, der begyndte med Vindens skygge, 2004 og Englens spil, 2008.
Det er nærliggende at sammenligne med Havets katedral, 2008, der også har Barcelona som omdrejningspunkt, men foregår i 1300-tallet. Krigsstemningen kan minde om Philip Kerrs Berlin noir serien, der dog slet ikke har det litterære og gyseragtige element. Læsere af Umberto Eco vil også kunne lide Zafon.
Et 3. bind i serien om de glemte bøgers kirkegård, der helt sikkert vil blive slugt af Zafons mange læsere.