Andet bind af den norske historiker Karsten Alnæs fire-binds værk Europas historie med bindtitlen Besættelse dækker år 1600-1800. Fra trediveårskrigens slagtehuse til revolutionen med dens ikke mindre blodige drømme om et nyt samfund. Kendte pejlemærker i den politiske historie, men Alnæs sigte og afsæt er grundlæggende et andet nemlig kulturhistorien. Hvordan levede folk? Hvilke drømme, håb og forestillinger havde de om livet på denne jord? 200 år, en lang periode hvor centrale magter som England og Frankrig befæstede sig, men også en scene hvor bl.a. Voltaire, Montesquieu og Rousseau manifesterede sig udover tid og sted. Alnæs favner bredt og har udover periodens ydre begivenheder blik for tro og tanke, moral, filosofi, musik, kunst m.v., og endelig også dagliglivet for rig og fattig, fra overdreven nydelse til hård sult. Langsomt panorerende til næsten dvælende over tidens mange rørelser måske i forsøg på og ønske om at afdække det specielt europæiske, en identitetssøgen som også er på dagsordenen i dag? En bog der kan læses af lyst og interesse og som nemt inspirerer til fortabelse i detaljen, med kilder og personregister, et stikordsregister synes oplagt, men savnes ikke desto mindre i en ellers populærvidenskabelig, i ordets bedste betydning, fremstilling som bibliotekerne er bekendt med i kraft af første bind Opvågning, der udkom i 2004.