Tid - et almengyldigt, hverdagsagtigt begreb, som dog er svært at forklare. Benny Andersen har gjort det i digtet "På høje tid", og her forsøger bogen så en mere stringent, videnskabeligt baseret forklaring. Kan læses fra ca. 11 år.
Som de øvrige bøger i serien Hvornår & hvordan forklares baggrunden for noget dagligdags gennem fem - seks kapitler. Glimrende illustreret med spændende fotos, tegninger og malerier beskrives tid gennem biologiske ure, alle tiders kalendere, tidszoner, tidsrejser, m.m. En tidslinje fra universets opståen til i dag fastsætter punktmæssigt vigtige, centrale tidspunkter løbende nederst på siden og igen bagest i bogen, sammen med ordliste, andre, lidt ældre bøger og nye hjemmesider samt stikordsregister.
Der findes ikke andre nyere bøger om emnet, så denne har sin naturlige plads i biblioteket og skolebiblioteket.
Glimrende serie, der ligefremt og kvalificeret beskriver dagligdags ting og begreber, der enten er svære at forklare eller bare så inkorporeret i dagligdagen, at man tager det for givet: brødet, toilettet, tiden. Fin bog for nysgerrige børn fra ca. 11 år.