Action-adventure baseret på stealth. Du spiller den ikoniske lejemorder Agent 47, som udfører farlige snigmord over hele verden, bestilt af den kriminelle organisation International Contracts Agency. For unge og voksne.
Dette er 6. spil i serien om lejemorderen Agent 47, udviklet af det danske spilfirma IOI. Nærværende spil udkom som seks episoder i løbet af 2016, men er her samlet i ét sammenhængende spil. Første del er en prolog til hele serien, og de efterfølgende episoder ligger kronologisk seks år efter forrige titel: Hitman absolution. I hver episode er dit mål at snigmyrde en eller flere personer, hvilket kræver at du går kreativt til værks, og selv planlægger strategien. Du skal iagttage og lytte til omgivelserne, bruge forklædninger og skjule dine spor, så du ikke vækker opsigt. Udover episoderne er også tre bonusmissioner samt onlinedelen Contracts. Sproget er engelsk.
Selvom seks episoder ikke lyder af meget, er her mange timers udfordrende underholdning. Banerne er store og komplekse, så du på bedste sandbox-vis skal bruge lang tid på at vælge strategi. Den gameplay-mæssige balance sidder lige i skabet, vel at mærke for de strategiske og tålmodige gamere, som foretrækker høj sværhedsgrad. Dertil smuk grafik som genskaber de forskellige lokationer meget livagtigt. PEGI: 18 og ikoner for vold og grimt sprog. Kan magtes fra 15 år.
Hitman-spillene er blevet en genre i sig selv, med et helt unikt feel. Mest lignende er derfor seriens tidligere titler.