I 1974 forsvinder den syvende jarl af Lucan sporløst efter angiveligt at have dræbt sin barnepige og næsten dræbt sin hustru. På omtrent samme tid mangler den unge studerende, Beate Pappenheim i München, penge og finder sin guldgrube: Hun udnytter sine voldsomme menstruationer til at udgive sig for stigmatiseret helbreder, der får tusindvis af katolikker til at sende hende penge, indtil hun afsløres og ligeledes forsvinder sporløst. Begge historier er autentiske og har sat den nu 85-årige forfatterindes fantasi i gang. Beate er nu under ny identitet, Hildegard Wolf, en succesrig psykiater i Paris, der med kort mellemrum opsøges af hele to personer, der begge påstår at være den forsvundne jarl og som begge ydermere kender Wolfs fortid. Hun er naturligvis professionelt interesseret i hvem - om nogen - der er den ægte jarl, men føler sig samtidig truet af afsløring. Bogen er spændende og meget finurlig, nærmest en komedie, hvor alle jagter alle, men også med væsentlige spørgsmål om overbevisning, tro og ansvar. Den er blændende skrevet og letlæst med en overrumplende slutning - men jarlens og Beates historier kunne jo i virkeligheden være sådan.