Anden del af Peter Jacksons filmtrilogi, der bygger på J.R.R. Tolkiens roman Hobbitten, 1939, er et storslået eventyr og en teknisk tour de force af dimensioner. Hobbitten - dragen Smaugs ødemark, 2013 vil ganske som etteren tiltrække alle fantasy-fans og rollespiludøvere, bogens aficionados og yndere af instruktørens imponerende filmfortællinger. Filmen kan formidles sammen med bogen som en levende omend barsk illustration af denne.
Hobbitten Bilbo Sækker er sammen med troldmanden Gandalf og en tapper gruppe dværge på farlig ekspedition. De skal hjem til dværgenes fortabte hjemland Erebor, hvor dragen Smaug råder og våger over en stor skat. Men først skal de igennem Dunkelskoven med kæmpeedderkopper, og over alt lurer de blodtørstige orker! Og Smaug er med egne ord ensbetydende med ild og død! Peter Jackson har med filmatiseringen af Tolkien-trilogien Ringenes herre, 2001-2003 og genindspilningen af King Kong, 2009 skabt en egen standard for filmeventyr, hvor computergenererede billeder skaber helt unikke universer og imponerende (og voldsomme) effekter. Denne fantastiske filmgenre, hvor alt kan ske, har i filmhistorien rødder helt tilbage til pioneren Georges Méliès (1861-1938) og dyrkes også af Steven Spielberg i fx Jurassic Park, 1993.
Bogen Hobbitten har i 1978 været filmatiseret som tegnefilm, men de to nye films visuelle udtryk er en direkte videreførelse af filmsproget i Ringenes herre.
Flot og voldsomt mellemspil, før den store finale.