Titel i en ny serie af fagbøger for de ca. 4-8-årige. Oplæsning for de yngre børn og selvlæsning for de ældste. Bag på bogen annonceres titlerne Får, Grise og Køer. Bogen nævner korte og saglige fakta om dyret, at man får æg og kød fra dem, og at de holdes verden over, og der er lidt om størrelse, udrugning, hakkeorden osv. Til slut en aktivitet, her at puste æg og male dem. Indholdsmæssigt er det meget tyndt, og hverken til opgavebrug eller hvis man har høns i haven, er der noget at hente. Bogens mission er snarere dels læsetræning og dels at vise børn, at "sådan virker en fagbog". Der er således også indholdsfortegnelse, ordliste, register, bogliste og internetadresser. Teksten og 2-3 farvefotos er varieret placeret på hvert opslag. Alle opslag har en ens ramme af stiliseret computertegnet græs, himmel og brædder. Farvestrålende og børnevenligt vil nogen sige, jeg synes, det er rodet og meget lidt kønt. Det er gjort bedre i En hanes liv (98/50) og i Kyllinger (2004/36), der på mange måder minder om bogen her.