Hvad sker der, hvis et pindsvin pludselig befinder sig i en hønsegård? Det finder man ud af i denne billedbog, der kan forstås på forskellige planer af børn fra ca. 4 år.
Hønsene på bondegården har bygget en høj mur. Baggrunden for murens opståen forklares fra bogens begyndelse. En dag dukkede et pindsvin op på gårdspladsen. Ingen af bondegårdens dyr havde nogensinde set sådan et dyr før. Næste morgen var pindsvinet væk igen, og hønsene begyndte af få bange anelser. Havde det fremmede pindsvin mon stjålet noget? Deres regnorme måske? Hanen fik en idé. For at holde fremmede dyr ude, måtte hønsene bygge en mur. Da de endelig var færdige, vidste det sig, at pindsvinet havde sovet vintersøvn indenfor muren. Hønsene accepterede til sidst pindsvinet, der blev boende på gården. Dette er franske Jean-Francois Dumonts debut på dansk.
Noget, man aldrig har set før, kan være skræmmende. Hvordan forholder man sig til noget ukendt? Det kan være svært for selv voksne mennesker, og børn kender nok til at undre sig og overveje, hvordan man skal handle, når noget er anderledes. Man kan læse historien som ren underholdning, men den kan også sætte gang i en samtale om, hvordan man tager imod og opfører sig overfor andre mennesker. Teksten er i orden, og tegningerne er sjove og søde. Forsiden er en smule kedelig.
En lignende, god biledbog, hvor dyr også er skeptiske overfor andre ses fx i De nye naboer.