Sympatisk lille bog, der primært henvender sig til intuitivt og spirituelt interesserede, men kan også underholde mere traditionelle læsere af lette essays og fortællinger om mennesker i stil med Søren Ryge Petersens Bette Anna og lign. Til den sekundære målgruppe skal bogen dog formidles særskilt, da forsiden og titlen mest signaler "alternativ".
Hollandsk gestaltterapeut, nu bosat i Danmark, vil med bogen gøre opmærksom på, at vores intuition ofte er et nyttigt redskab, som de fleste nok forsømmer at bruge. Den indre stemme eller en uforklarlig fornemmelse kan være et budskab fra en af vore indre sanser. I bogen fortæller C.N. om eksempler på dette, fx en farlig situation er blevet afværget, om særlige mennesker og om oplevelser af kontakt med dyr. Bogen er skrevet i et letlæst og udmærket sprog, og fortællingerne er korte og overkommelige. Efter læsning står et indtryk af et sansende og følsomt menneske, der formidler sin kærlighed til levende væsener.
Der er skrevet ganske meget om intuition i forskellige sammenhænge, ofte noget mere spirituelt end her, hvor vi har en mere jordnær, dagligdags vinkel. Nyere bøger med en mere åndelig tilgang er fx Blink af Malcolm Gladwell (2006/47) og Indre visdom (2008/09).
Letlæst bog uden kraftigt spirituelt eftertryk om intuition og at lytte til sin indre stemme. Med sine rørende, tankevækkende historier om mennesker og dyr kan bogen også underholde læsere af lette essays og biografiske fortællinger.