I Grækenland var krig mellem de mange bystater ganske almindeligt i arkaisk og klassisk tid (ca. 750-340 f.Kr.). Slagene blev ofte udkæmpet på store sletter og den foretrukne slagorden var falanksen: en opstilling af fodfolk ofte i 8 geledder. Soldaterne (hoplitterne) var opstillet skulder ved skulder, skjold ved skjold med spyddene rettet fremad, og sådan en massiv masse var ikke til at spøge med. Hoplitten var den mest almindelige af tidens soldater. Forf. skildrer hoplitternes og falanksens historie og betydning set i forhold til krigens ritualer og elementerne i slagets gang (lejren, forsyninger, før slaget, selve slaget og efter slaget). Den klassiske græske litteratur citeres ofte som kilde til kendskabet om krigsførelsen, bl.a. fordi billedkunsten på dette tidspunkt ikke var så veludviklet, at man kunne stole på, hvad fx vasemalerierne forestillede. Den meget grundige og detaljerede bog er forsynet med mange noter, som heldigvis er samlet til slut, så læseren selv kan afgøre om han vil læse teksten alene eller konstant slå op i de ligeledes meget grundige noter. Første omfattende værk om hoplittens betydning i græsk historie. Det velskrevne værk er sandsynligvis et omarbejdet universitetsspeciale.