Denne bog er beregnet for børn i 10-12-årsalderen, som har brug for viden om dagligdagen i det gamle Rom.
Forfatteren har udgivet flere andre bøger på dansk om lignende emner: indianerliv, sørøvere, cirkus, riddere og cowboys med forskellige illustratorer. Denne bog fortæller om det daglige liv for en rig romersk familie. Den opleves næsten som en fortløbende fortælling, dog uden at personerne bliver levende for os. Bogen har ingen indholdsfortegnelse og inget ekstraudstyr. Hvert opslag har sit eget tema, og alle højrekanter kan foldes ud og vil derved afsløre ekstra oplysninger om sidens indhold. Vi læser om husets indretning, om hygiejne, husguder, undervisning, madlavning og det offentlige liv. Som indledning en kort beretning om romerrigets magt og udstrækning og til sidst om romernes efterladte spor. Alle illustrationer er præcise tegninger af bygninger eller tableauer, mens flapperne rummer detailtegninger.
Der findes rigtig mange nyere bøger om romertiden belyst under mange synsvinkler. Denne bog er en stilfærdig beskrivelse af udramatiske forhold, og vil nok ikke være børns første valg.
Men på trods af savnet af indholdsfortegnelse og de lidt overflødige flapper, giver bogen god besked om sit emne for aldersgruppen fra 10-12 år og udgør en god kilde til tidens daglige liv.