Tyga er akronym for Thank You God Always og kunstnernavnedt på en 23-årig rapper fra LA ved navn Michael Stevenson. Hans tredje album er et af årets mest imødesete mainstream-album, og der er da også skruet op for ambitionsniveauet, i hvert fald når det gælder gæstesolister i form af Lil' Wayne, Rick Ross, Chris Brown - ja, selv en hidtil uudgivet vokalsample fra den forlængst afdøde Tupac Shakur er med her. Til gengæld kniber det med kreativiteten. Tyga har med titler som "Bitches ain't shit" og "Bitch better have my money" altid været bedst, når han gav den som macho bad ass, men her synes han at miste fokus og blot blive én i mængden af de mange rappere på et forglemmeligt album. Mest til hardcore fans.