For de, måske, nye læsere der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Calvino og den elegante europæiske modernisme, som også yngre danske forfattere er inspireret af.
Genudgivelse af italieneren Calvinos nyklassiker der udkom første gang i 1986. Calvino (1923-1985) repræsenterer sublimt den italienske modernisme og udgav i perioden 1960-80'erne en række romaner, der både var litterært interessante, reflekterende og læseværdige. Det er et dejligt og friskt gensyn med Hr. Palomar, der er en roman om den evigt reflekterende perfektionist, der som det berømte teleskop i Californien sætter stærkt fokus på udvalgte detaljer i tilværelsen og bliver højst overrasket, når tingene ikke arter sig, som han ser dem. Bogen er bygget op i tre dele som en suite af i alt 27 indbyrdes refererende korte episoder - svarende til Hr. Palomars egen dissekerende og underfundige tilværelse. Teksterne er således systematisk ordnede - ikke kronologisk - men ender alligevel cirkelsluttende med Palomars død. Calvinos sprog er både stringent og poetisk med sans for de fineste nuancer i situationerne. Et dejlig genlæsning.
Udgaven er i paperbackudstyr med en ny god forside. Oversættelsen er let revideret, men 1985-udgaven er stadig helt valid. Mesterværket Hvis en vinternat en rejsende og De kosmikomiske historier er også genudgivet i 2011.
Historien om den observerende mand hr. Palomar, der slås med virkeligheden, er med Calvinos øvrige romaner små nyklassikere i moderne europæisk litteratur.