Med sin tekst på rim anvendelig til de ca. 2 1/2-5-årige. Drengene vil være interesserede i de store fortidsdyr som sabeltigeren og mammutten.
Hulebaby er historien om en baby, som gerne vil male på væggene i den istidshule, hvor han bor sammen med sine forældre. Men de er ikke begejstrede for hans maleri. En nat tager en mammut Hulebaby med sig på en rejse, hvor de møder både en hyæne, en langøret hare og en sabeltiger. De ender hjemme hos mammutten, hvor Hulebaby hellere end gerne må male. Til slut vender han hjem til sin egen familie. Julie Donaldsons tekst er rimet og gendigtet på dansk af Lotte Salling. Rimene fungerer i en oplæsningssituation uden dog at rumme de store sproglige overraskelser. Emily Gravetts illustrationer, som er en blanding af tegning og akvarel, er ganske stemningsfulde især hendes gengivelser af nattehimlen er flotte. Glad forside på beige baggrund med Hulebaby siddende på ryggen af mammutten med pensel i hånden. En udmærket, men ikke uforglemmelig, rim-historie.
I sammenligning med Lotte Sallings "egne" udgivelser er denne tekst ikke helt så veloplagt. Bo og Bente blandt bøller og buskmænd, 2001/08, er et eksempel på en rigtig god, rimet tekst.
En velfungerende rimet historie med udmærkede rim, som dog ikke rummer de store overraskelser eller udfordringer. Illustrationerne er ganske stemningsfulde.