Den farveflotte og veltilrettelagte bog giver anvisning på bygning af 12 forskellige huler efter inspiration fra naturfolks hustyper. Gode og letforståelige forklaringer i en enkel tekst i tre spalter suppleres med et væld af informative farvefotos. Teksten er mest henvendt til den voksne hjælper. Den siger egentlig det samme som billederne viser, men supplerer med materialeoversigter og giver både gode råd og advarsler om vanskeligheder og farer. Alt virker afprøvet og erfaret. Illustrationerne i skiftende formater er fotos ikke bare af det færdige bygningsværk, men også af detaljer og forstadier til forståelse af fremstillingen. Enkelte farvetegninger supplerer fotografiernes oplysninger. Det er en bog, der må få det til at krible i børn i mange aldersgrupper. Her er helt enkle løvhytter og bivuaklignende huler, der kan bygges af førskolebørn, grenhytter fra Afrika og en eskimoisk iglo, men også større projekter som et vikingegrubehus, en mongolsk ger og en stor indianertipi, der kræver en samarbejdende gruppe med nogen voksenhjælp. Bogens eksempler virker mere saglige og nøgterne end de kreative og skulpturagtige huler i Holdensens tilsvarende Huler & hytter (97/19).