Står man foran anskaffelse af sin første hundehvalp, så er der rigtig god hjælp at hente i denne bog. Målgruppen er de 11-13-årige, men alle kommende eller nybagte hundeejere vil få et godt indblik i de overvejelser, man er nødt til at gøre sig og de forholdsregler, man er nødt til at tage. Kapitlerne er kronologisk bygget op, begyndende med det svære valg af hund. Derefter følger bl.a. kapitler om de første dage, fodring, leg, træning, aflæsning af hvalpens signaler, luftning, børstning, badning og afslutningsvis det at have sin hund med på ferie. Hvert kapitel er på to sider, og teksten, som er sat i ganske korte afsnit, går ikke i dybden, men den præsenterer de vigtigste elementer i en klar og overskuelig form. De frilagte farvefotos af hvalpe - og dem er der mange af - er naturligvis nuttede, og de mangfoldige humoristiske tegninger underbygger teksten fint. Bogen udsendes samtidig med en bog om kaniner. Begge indgår i serien Mit første kæledyr.