Bogen henvender sig til fantasy-læserne fra ca. 12-15 år og kan læses med lige stort udbytte af både piger og drenge.
Forfatterne er brødre, uddannet animatorer og dette er den første bog af foreløbigt to om drengen Hunter Brown. Det er langt hen ad vejen en forholdsvis forudsigelig fantasy-fortælling, om drengen Hunter, der af en skummel, gammel mand får at vide, at han er udvalgt til at redde fantasi-landet Solandria. I den virkelige verden er Hunter en meget gennemsnitlig fyr med hang til practical jokes, så han føler sig selvfølgelig ikke helt på hjemmebane som redningsmand for en hel verden. I den forbindelse følger bogen den typiske fantasy-skabelon slavisk. Men på et enkelt punkt skiller den sig alligevel ud, for forfatterne lader en vis religiøs overbevisning skinne igennem - på den måde at hovedpersonerne alle har et forhold til en slags skaber-figur de omtaler som "Forfatteren". Det skaber nogle overvejelser og situationer som faktisk er ret interessante. Sproget er enkelt og let at læse. Hvert kapitel indledes med en illustration af forfatterne selv, som understøtter handlingen godt.
Kenneth Bøgh Andersens Himmelherren indeholder også nogle interessante tanker om forfatterens rolle i sin egen historie som ligner de der trækkes frem i denne bog. Men hvis man falder for de religiøse undertoner, vil jeg til enhver tid anbefale T.S. White.
En udmærket fantasy-roman for mellemgruppen, med temaer vi ikke ser så tit i dag. Kan varmt anbefales for den rette læser.