Hyggelig roman om venskaber, hemmeligheder og romantiske forviklinger i en lille idyllisk landsby i Sydengland. For alle modne læsere af underholdende romaner om kærlighed og venskab.
Cara sælger sit hus i London efter sin mands død og flytter midlertidigt ind hos sin bror, Max, i en lille landsby syd for London. Her møder hun Cosmo, der minder hende om en traumatisk hændelse, der har plaget hende, siden hun var ung. Hun møder også en overraskende venlighed blandt landsbyens beboere og tilflyttere, som giver hende lyst til at bosætte sig i området. Sammen med brorens gudsøn, Sam, drager hun rundt i området og ser på huse og lejligheder, men hun har svært ved at træffe en beslutning. Men måske kan en romantisk interesse fra en ven af Max hjælpe? Udover Cara er der flere af landsbyens beboere, der også må tage deres liv op til revision.
Forfatteren fører læseren sikkert igennem en række romantiske forviklinger og hemmeligheder, der alle sammen forløses til sidst. Læseoplevelsen beriges af de mange lækre beskrivelser af vandreture i hedelandskaber og ved gyldne strande og klippefyldte vige.
Både Maeve Binchy, Joanna Trollope og Rosamunde Pilcher har skrevet hyggelige romaner om venskab og kærlighed til især modne kvinder. Fx Dage på Stone House Hotel.