Krimigåder og tegneserieramasjang for børn fra alderen cirka 10 år.
Verdens mest berømte detektiv, Sherlock Holmes, gjorde i sine mange eventyr brug af et netværk af gadedrenge, der spionerede for ham og indhentede oplysninger, som han som voksen detektiv ikke havde adgang til. Nu har disse gadebørn fået deres helt egen tegneserie, der tager læseren med ned i gaderne i det victorianske London. I dette første bind møder vi tyven Tom, den veltalende detektivlærling Billy og drengen Charlie, der ikke er helt, hvad han giver sig ud for at være. Identiteten på det fjerde medlem af kvartetten skal ikke afsløres her. Toms kæreste bortføres, da Sherlock Holmes er ude af byen, og det er derfor nødvendigt, at ungerne selv tager affære. Jagten fører dem ned i den forbryderiske undergrund, i tyvereder og på bordeller. Historien går over stok og sten og figurerne introduceres i en dynamisk tegneserie. Tegneren Etien virker inspireret af den klassiske tegner Regis Loisel, der da også har leveret forordet. Især actionscenerne fungerer rigtigt fint, imens farelægningen er stemningsfuld, men måske en anelse upersonlig.
Børnedetektiver er et klassisk motiv, som man kender fra serier som De 5, De tre detektiver og et utal af mere moderne serier. Her har vi dog genren i en eksotisk, victoriansk ramme.
En fin børnekrimi i tegneserieform. Mysteriet stikker måske ikke så dybt, men persongalleriet og miljøet introduceres fint, så det er klar til senere albums.