Huset

Vestergaard debuterede 1983 med Billardteorien, som han fulgte op med Lossepladsen, 1987. Her beskrev han med stigende sikkerhed nogle sociale tilfælde, nogle randeksistenser. Hovedpersonen iHuset er endnu en sådan person, en midaldrende mand, der i en periode med arbejdsløshed får et job i en åndssvageinstitution. Han er aldrig rigtig blevet til noget, har aldrig fået hold på noget,og han opdager, at årsagen er, at hans Sjæl - ikke sjæl - er en bumseSjæl, og man kan ikke rigtig blive hel, hvis man ikke har kontakt med sin Sjæl. På institutionen træffer han andre Sjæle blandtbeboerne. Han starter - vel naturligt nok - med usikkerhed, men han får efterhånden som han får indsigt i disse mennesker også respekt for dem, for deres Sjæle, navligt en med en umådeligsømandsSjæl lærer han at respektere og holde af. Det giver ham kontakt med en kvinde på den campingplads, han bor på, men kontakten brydes, da den åndssvage dør ved en ulykke, men måske er der enslags håb for fremtiden,siger den åbne slutning. En udmærket videreførelse af forfatterskabet, ikke så skarp og desperat som tidligere, lidt mere rund, men velskrevet, vedkommende, både mild ogbarsk i sine skildringer af Huset. Bredt anvendelig realisme - som de foregående.

Read the full assessment