Billedværk, som skal udfordre børns nysgerrighed og æstetiske sans. Trods formatet og den korte tekst er den ikke nede i pegebogsområdet, dertil er indholdet for abstrakt, men de 5-årige kan have glæde af at undre sig, beundre de mange smukke farver og teksturer, de fantasifulde sammenstillinger og den rolige rytme i de tilbagevendende forløb: 22 ens sekvenser over fire sider, første side med ordene "Hvad er det" skrevet i et eller andet materiale, gulerodsskiver, vand, ketchup, tandpasta, fjer, chili o.m.a., på vekslende baggrunde. Næste side viser, på en ny baggrund, en næse, en blomst, en vandslange, en børste, en grankogle osv. Tredje side gengiver baggrunden fra første side, men uden tekst. Fjerde side gengiver motivet fra anden side, tilføjet tegning, kartonklip, cernit-dele, maling eller lignende, således at der opstår et dyr. Fx bliver et par blade tilføjet tegning af en fuglekrop, et rundt brød får tilføjet hoved, hale og ben, så det forestiller en skildpadde. Der er sammenhæng mellem materialerne, fx er ordene til billedet med fire knapper skrevet med sytråd. Sprogarbejde med børn og voksne er en mulighed. Papir, opsætning og tryk er yderst delikat og kvalitetspræget.